Afskrift fra Avisen 20-01-07:

Udstilling
: Helene Rasmussen vil have gang i sin malerkarriere med udstilling i tomt lokale i Østergade. Katte på sten hører til hendes specialiteter.

VOJENS: Helene Rasmussen er vokset op i Vojens, og nu er hun vendt hjem for at sætte fut i sin kunstneriske karriere. I dag har hun fernisering på en udstilling i Østergade 28- i et tomt butikslokale tæt ved Flemmings låseservice.
-Jeg har kendt Flemming altid, og han ringede til mig og spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at udstille her. Det kunne jeg, for jeg synes, at det er et godt sted at starte. Jeg føler mig jo hjemme i Vojens, siger Helene Rasmussen, som efter at have boet i flere nordiske lande slog sig ned mellem Herning og Holstebro i 1997.
Jo, ganske vist starter hun i Vojens. Men Helene Rasmussen har nu malet i flere år, og aktiviteten er gået lidt op og ned. Udstillingen i Vojens skal gerne blive starten på en vedvarende optur for Heleen Rasmussen, som nu får førtidspension.
Akrylmaling fylder en del i hendes udfoldelser, og senest er små tuschtegninger kommet til.
-Jeg kan sidde med papiret i skødet og tegne, siger Helene Rasmussen, som fysisk er handicappet af en hoftelidelse.
Men det, som springer mest i øjnene blandt hendes kunst, er katte malet på sten. Netop den aktivitet er hun særlig glad for.
-Katte har så mange udtryk. De kan se frække ud, de kan være ligeglade, og de må gerne se gale ud, uden at det gør noget, forklarer Helene Rasmussen.

Tre åbningsdage
Der er fernisering på udstillingen i dag fra klokken 10-17. Onsdag fra 13 til 20 kan udstillingen også ses, og igen næste lørdag fra 10 til 17.
-De dage vil jeg selv være her. Hvis nogen vil se udstillingen andre dage, kan de ringe til mig, så kører jeg gerne herned. Mit telefonnummer er hængt op i butiksruden, og udstillingen bliver i lokalet indtil det bliver lejet ud, siger Helene Rasmussen.
Selv om det er længe siden, at hun har haft fast bopæl i Vojens har hun dog bemærket en enkelt ændring i barndomsbyen.
-Der sker ikke så meget i Østergade mere. Det er lidt synd, at butikkerne er flyttet til den anden ende af byen, mener Helene Rasmussen.
Hun har allerede aftaler om udstillinger i Viborg i februar og Løjt i november.
-Jeg håber, at kunstinteresserede vil se udstillingen i Vojens og ringe til mig, hvis de vil lægge hus til en udstilling, siger den genstartede kunstner.

FAKTA
KUNSTNEREN
Helene Rasmussen er 49 år, født i Vojens, hvor hun blandt andet var syerske fra 1981 til 1983.
Hun har boet i Grønland, Norge og Sverige sammen med sin mand, som hun har fem børn med.
Har udstillet kunst indtil 1997. I Vojens får hun comeback som udstiller.